Udskriv side.

Stærk erfaringsbase og det store overblik.
Direktør Per Gramstrup har en solid og bred erfaring med udgangspunkt i de sidste 20 år i de finansielle markeder. En erfaring der er hentet ved at være dybt involveret i de finansielle markeders forskellige aktivklasser. Igennem alle årene har fokus været rettet mod at skabe afkast til kunderne ved hjælp af en dynamisk model. Denne justerer risikoen op og ned alt efter forventningerne til de finansielle markeder. Det at kunne sætte sig op i helikopteren og skabe sig et overblik over de strømninger, der er mellem de finansielle markeders forskellige forbundne kar er nøglen til succes i bestræbelserne for at skabe attraktive afkast. En disciplin som Asset Advisor sætter en ære i at mestre.

Forståelse af markedspsykologien.
De mange års erfaring har gjort det tydeligt, at det er helt afgørende at forstå den psykologi, der er i markedet. Store mængder af forskningsresultater har desuden igennem de senere år bevist, at de psykologiske faktorer hos de enkelte investorer har en afgørende indflydelse på deres investeringsbeslutninger. Denne disciplin benævnes behavioral finance og er en kernekompetence hos Asset Advisor.

Gå mod strømmen.
Det er uhyre vigtigt at forholde sig kritisk til strømningerne på de finansielle markeder, idet investorernes investeringsbeslutninger i høj grad udspringer af deres ”humør”. Investorerne drives til tider af grådighedens frådende væsen og skaber en euforisk stemning, hvor investorerne ukritisk køber op, og til tider skaber en sand boble. Til andre tider gribes de samme investorer af panik, som får dem til ukritisk at løbe skrigende bort fra deres investeringer. Den succesfulde investor skal derfor udstyres med et ”Rasmus-modsat-gen”, således at investoren kan forholde sig kritisk til bevægelserne på de finansielle markeder. Et gen, som Asset Advisor er født med og vigtigst tør anvende. ”Tør” fordi det er betydeligt nemmere blot at følge strømmen, sådan som flertallet gør det.

Kort sagt.
Ovennævnte metodik omkring kapitalforvaltning har med Per Gramstrup ved roret igennem mange år vist sit værd i form af attraktive afkast og en aktiv styring af risikoprofilen.